Menu

Flot afslutning på sæsonen

image En koncentreret Mardy scorer her til 4-0 i den målrige kamp på Pedella Park. Foto: Susanne Prahl.
15. juni 2025 kl. 16:15
Hornbæk vandt med hele 8-2 over Slangerup
Efter en del skuffelser undervejs i sæsonen fik Hornbæk sluttet af på flotteste vis. For anden kamp i træk scorede Hornbæk otte gange, og denne gang gik det ud over bundholdet Slangerup.
Rammerne til sæsonens sidste kamp på Pedella Park var perfekte. Traditionen tro markerede Hornbæk IFs fodboldafdeling Fodboldens Dag med masser af aktiviteter og underholdning. Foreningens dygtige Cheerleaders var et af mange festlige indslag på denne hyggelige sommerdag, hvor omkring 400 mennesker havde fundet vej til hyggelige Pedella Park og en nærmest perfekt bane.
Og Hornbæks spillere på banen ville ikke stå tilbage, og det gik så ud over gæsterne fra Slangerup, der blev blæst ud af banen i de første 45 minutter, der sluttede 7-1. Topscorer Rasmus Dines scorede fire gange, Marius Hesselholt to gange og Markus Juncker en enkelt gang. Det skal med, at gæsternes målmand ikke havde nogen stor eftermiddag, men hjemmeholdets spillere viste også prøver på deres imponerende niveau ved flere af scoringerne.
Sommerbold
På trods af intentioner om det modsatte lykkedes det ikke for Hornbæk at holde niveauet efter pausen. Med den store føring var Hornbæk jo ganske sikker på at vinde deres tredje kamp i streg, og dermed sikre sig femtepladsen i rækken. Så både underholdning og spænding forduftede lidt, og der gik lidt sommerbold i kampen. Gæsterne fik reduceret til 7-2 efter et unødvendigt boldtab i Hornbæks forsvar, men kort efter svarede Marius Hesselholt igen med sin tredje scoring på dagen, da han scorede endnu et flot mål til slutresultatet 8-2.
Endnu engang masser af positive præstationer, men Rasmus Dines og Marius Hesselholt stjal billedet med tilsammen syv af de otte mål. Anfører Kristian Dines, der ved aftenens fest, blev kåret som Årets Seniorspiller, var som sædvanlig en vigtig brik på midten, og det samme var Storm Björnsson og Yasser El-Ahmad i forsvaret. Storm Björnsson modtog også hæder ved aftenens fest, da han blev Årets Ungsenior. Rasmus Dines løb med både Topscorerpris og Sæsonens Stemmesluger, mens der var en speciel og nyindstiftet pris til Marius Hesselholt. Her var det samlede antal afgørende, når man tæller antal kampe, mål, assister og stemmer sammen. Marius Hesselholt var faktisk som den eneste spiller med i samtlige 22 kampe.
Nu er der lidt ferie fra fodbolden, inden man på et tidspunkt i juli starter forberedelserne til den nye sæson, der indledes lørdag 16. august.
Der var fest og farver i Hornbæk på fodboldsæsonens sidste spilledag. Foreningens dygtige Cheerleaders var bare et af mange festlige indslag. Foto: Susanne Prahl.
Luk