Menu

Hornbæk vandt storsejr over Lyngby

image Her fuldbyrder anfører Casper Porsgaard sit hattrick, da han scorer til 6-1 mod Lyngby. Foto: Susanne Prahl.
08. juni 2024 kl. 23:54
Med 8-1 over Lyngby fik Hornbæk den fjerde sejr på stribe
For anden gang i denne sæson formåede Hornbæk at passere modstandernes målmand hele otte gange. Første gang var i efteråret, hvor det gik ud over ORI, og lørdag gentog Hornbæk bedriften, da det gik ud over gæsterne fra Lyngby. Med sejren på 8-1 er Hornbæk nu rækkens mest scorende mandskab, på trods af en beskeden sjetteplads.
Med silende regn blev det en våd første halvleg på Hornbæk meget fine bane, hvor det spillemæssigt kneb lidt for hjemmeholdet at få styr på spillet mod en på papiret svag modstander, der hidtil kun havde prøvet at vinde en enkelt gang i denne sæson, helt tilbage til 14. oktober.
Gæsterne fik faktisk en del chancer, men det var typisk efter boldtab og andre fejl af hjemmeholdet. Hornbæks unge keeper, Victor Duus Dahlgaard, spillede en god kamp, og Hornbæk var anderledes effektive, når chancen bød sig. Den første af tre scoringer i første halvleg, kom efter 23 minutter, da topscorer Rasmus Dines udnyttede godt forarbejde af Mikael Juellund i venstre side. Topscorer Dines var på pletten igen et kvarter senere, da Mikkel Anberg lavede fornemt forarbejde. Samme Anberg løb fra Lyngbys forsvar igen tre minutter senere, og Mikkel Petersen afsluttede arbejdet ved at løfte bolden over gæsternes målmand.
Hattrick i anden halvleg
Anfører Casper Porsgaard ville også deltage i løjerne efter pausen. Med tre scoringer satte han Lyngby helt på plads. Først blev det 4-0 efter oplæg fra Mads Kok Jørgensen. Lyngby fik så reduceret til 4-1, inden Casper Porsgaard scorede sikkert på et straffespark, begået imod Jonatan Wolf, og med ti minutter igen blev hattricket en realitet, da det blev 6-1. Mikael Juellund kunne her notere sin anden assist. I slutfasen var det Nikolaj Falkenberg, der kunne fejre sin førsteholdskamp nummer 99 med en fin assist til målscorer Melvin Mauritson. Og i de sidste minutter blev det 8-1, da Mads Kok Jørgensen satte punktum med et godt hovedstød efter en god bold fra Jonatan Wolf.
Lyngbys unge mandskab med mange U19 spillere gjorde hvad de kunne, men i anden halvleg faldt det sammen for det unge hold. Hos Hornbæk var første halvleg ikke prangende, men efter pausen levede spillerne op til favoritværdigheden og vandt i sidste ende en flot stor sejr.
Hørsholm har vundet rækken, mens VTF og Fredensborg mødes på sidste spilledag i en direkte duel om den anden oprykningsplads. Hornbæk slutter på sjettepladsen uanset resultatet af den sidste kamp, hvor rækkens vinder, Hørsholm, kommer på besøg. Det er på lørdag kl. 14.00, og denne kamp er kun en lille del af en lang lørdag på Pedella Park. Fodbolden Dag kaldes det, og på denne lørdag afslutter man sæsonen med fest og farver for alle klubbens hold, unge som lidt ældre. Det bliver festligt for både aktører, og de forhåbentlig mange der vil deltage på sidelinjen. Der er masser af underholdning dagen igennem.
Andetholdet i serie 4 afslutter sæsonen mod Helsingør IF næste lørdag. Denne lørdag endte det med uafgjort 2-2 mod Hundested i en spændende dyst. Endelig tabte U19 Mesterrække holdet med 2-6 til Ishøj i en kamp der blev ramt af meget kraftigt regnvejr.
Luk