Menu

Målfest åbnede sæsonen i serie 2

image Med dette flyvende hovedstød scorede Felix Brun til 5-1, Ingen af dagens tre målscorere havde tidligere scoret på førsteholdet. Foto: Susanne Prahl.
15. august 2016 kl. 18:28
Førsteholdet fik en perfekt start på den nye sæson med en 5-1 sejr over FGK.

På forhånd var lørdagens gæster på Pedella Park i Hornbæk lidt ubekendte for de fleste. FGK eller Farum Gencler Klubu, er en forholdsvis ny klub, stiftet i 2010, og nye i serie 2 efter oprykning i foråret. Som klubnavnet indikerer, er spillerne med tyrkisk baggrund.

Det skulle hurtigt vise sig, at bortset fra nogle få tidligere divisionsspillere havde FGK ikke meget at byde på. Så selv om Hornbæk manglede et par af de bærende kræfter, viste hjemmeholdet hurtigt, at de havde tænkt sig at vinde den kamp.

Frederik Machholdt, der også træner klubbens andethold, åbnede scoringen efter bare seks minutter, da han slap fri på kanten af offside. Samme Machholdt var på pletten igen efter 12 minutter, og denne gang opstod chancen efter flot opspil i højre side.

Det lignede nærmest en afgørelse, da det blev 3-0 efter 17 minutter. Denne gang var det Mikkel Petersen, der udnyttede en løs chance efter et hjørnespark.

Junior på mål

Hornbæk havde en overraskende spiller i målmandstrøjen i skikkelse af assistenttræner Martin ”Junior”, der blev opereret i hoften tidligere på året. Han er endnu ikke klar til de hurtige løb ude på banen, men i målet viste han fine takter, da han lørdag afløste Daniel Ruberg, der holder pause fra fodbolden.

Junior måtte dog kapitulere, da FGK fik tilkendt et straffespark efter 26 minutter, som de udnyttede sikkert.

FC Helsingør-spilleren Felix Brun viste fine takter i anden halvleg med to flotte scoringer. Efter en time gjorde han det til 4-1, da han fikst sendte bolden i mål fra en spids vinkel, og med syv minutter igen var han på pletten foran mål, da han sendte et hovedstød i kassen.

Kampen bød på førsteholds-debut til Jacob Dahl Fosvald, der er vendt tilbage til Hornbæk.

På banen var det en fredelig og udramatisk affære, og først i slutfasen blev der uddelt et par kort. Felix Brun fik et gult kort for et frispark på FGK’s målmand, der selv måtte indkassere et rødt kort for sin efterfølgende reaktion. På sidelinjen var der lidt for meget temperament hos en enkelt, som allerede i første halvleg blev bortvist.

Således fik Hornbæk en nærmest perfekt indledning på den nye sæson, men man skal nok regne med mere modstand i de kommende kampe. Næste opgave er en udekamp mod Allerød, på lørdag kl. 15.00.

Hornbæk-FGK 5-1 (3-1)
1-0 Frederik Machholdt (6)
2-0 Frederik Machholdt (12)
3-0 Mikkel Petersen (17)
3-1 str. (26)
4-1 Felix Brun (61)
5-1 Felix Brun (83)
Advarsel: Felix Brun, HIF (89). Udvist: FGK (89)

Luk