Menu

Referat af generalforsamling og formandens beretning

image
24. marts 2019 kl. 20:50
Referat af Generalforsamlingen i klubhuset søndag den 24. marts kl. 10.00

Årets generalforsamling var som sædvanligt ikke noget tilløbsstykke - i alt 12 personer deltog.
Formand Lars Vindahl bød velkommen, mens de fremmødte kunne indtage deres brunch.

Michael Sørensen blev enstemmigt valgt som dirigent, og han konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt varslet i foreningens klubblad. Sekretæren lovede, at man fremover vil indkalde både i klubblad, på hjemmeside og på facebook.

Så fulgte en udførlig beretning fra formand Lars Vindahl. De fremmødte havde ikke kommentarer til beretningen.

Kasserer Peter Lipczak fremlagde et flot regnskab, der viste et overskud på omkring 44.000 kroner. Der var ønske om, at man fremover bringer udviklingen i medlemstal i forbindelse med kontingentindtægter i regnskabet.

Dirigenten konstaterede, at der ikke var nogen indkomne forslag.

Inden valget af bestyrelsesmedlemmer gjorde dirigenten opmærksom på, at der op til generalforsamlingen var blevet udtrykt ønske om et formandsskifte - et ønske der skulle skyldes samarbejdsvanskeligheder mellem formanden og nogle ledere i ungdomsafdelingen. Formand Lars Vindahl slog fast, at han ikke ville modsætte sig valget af en anden formand. Efter en konstruktiv debat blev det besluttet, at bestyrelsesmedlem Kim Toft Madsen skal stå i spidsen for en snak med de involverede parter, da der var en tro på, at problemerne kan løses ad den vej.

Herefter blev formand Lars Vindahl, sekretær Peter Clausen samt de fire bestyrelsesmedlemmer, Michael Jørgensen, Kasper Krog Andreasen, Karin Scheel og Kim Toft Madsen alle genvalgt.

Under eventuelt blev der udtrykt ønske om og stillet spørgsmål om, hvordan forældre til ungdomsmedlemmer samt trænere og ledere kan få mere indflydelse, eventuelt stemmeret, på generalforsamlingen. Bestyrelsen vil tage spørgsmålet op i hovedbestyrelsen.

refereret af
Peter Clausen
Sekretær

 

Læs formandens beretning her

Luk