Menu

Shawn blev hyldet

image Shawn blev hyldet for sine første 250 kampe på førsteholdet. Foto: Susanne Prahl.
30. maj 2017 kl. 19:54
Frederiksværk sikrede sig en 1-0 sejr i Hornbæk og har dermed sikret sig andenpladsen og en plads i serie 1. Hornbæk er fortsat nummer fire.

Hornbæk havde stor ære af fredagens kamp mod Frederiksværk – en meget lige kamp, som blev afgjort efter et målmandsdrop midt i anden halvleg.

Trods diverse skader formåede Hornbæk at matche gæsternes mandskab, men ingen af de to hold formåede at udnytte chancerne.

Frederiksværk havde den tidligere FC Helsingør-back Mathias Andersen på holdet, og han var sammen med et par andre profiler med til at tegne holdet.

Både bane og vejr var nærmest perfekt, og de mange tilskuere kunne hylde Shawn Engvej inden kampen, der modtog gaver og hyldest for sine første 250 kampe på Hornbæks førstehold.

Den lille midtbaneslider debuterede i foråret 2006, og her 11 år senere har han rundet 250 kampe på det bedste hold.

Målmandsdrop

Hjemmeholdet viste god indstilling og masser af vilje, men ingen af de to hold formåede at udnytte chancerne, og efter en målløs første halvleg skulle der et målmandsdrop til, før der kom gang i måltavlen.

Det var igen Niels Christian Linde, der vikarierede i Hornbæk-målet, men modsat forrige kamp mod Friheden, hvor den rutinerede keeper diskede op med masser af flotte redninger, var heldet ikke med Linde og Hornbæk denne fredag.

Midt i halvlegen smuttede et ellers ufarligt forsøg fra Jacob Quvang mellem hænderne på den uheldige keeper. Et vaskeægte drop.

Hornbæk pressede på for en udligning i slutfasen, men Frederiksværk sikrede sig de tre point, og efter weekendens øvrige kampe stod det klart, at Snekkersten og Frederiksværk sætter sig på de to oprykningspladser. Hornbæk er fortsat nummer fire, og det er nok ikke helt forkert, holdets nuværende styrke taget i betragtning.

Næste opgave er udekamp mod Virum på lørdag kl. 12.00.

 

Hornbæk-Fr.værk 0-1 (0-0)
0-1 Jacob Quvang (66)
Advarsel: To til hvert hold.

Luk