Menu

Steen Egesø vender tilbage

image
27. november 2016 kl. 17:12
Steen Egesø er tilbage som førsteholdstræner

Fodboldafdelingen benytter vinterpausen til af skifte træner for vores mandskab i serie 2.

Den tidligere førsteholdstræner Steen Egesø vender tilbage og afløser Richard Lilja, der således ikke får forlænget sin kontrakt, der udløber i dette efterår.

Seniorformand Michael Jørgensen og bestyrelsesmedlem Carsten Nielsen informerede spillertruppen lørdag eftermiddag i forbindelse med spillernes julefrokost.

- Vi har på mange måder været glade for Richard Liljas indsats i det seneste år. Han har fået sat struktur på og fået skabt et godt samspil mellem seniorholdene, fortæller seniorformand Michael Jørgensen.

- Men vi føler, vores ressourcer kan bruges endnu bedre i 2017 ved ansættelse af Steen Egesø, lyder det fra seniorformanden, der selv er en del af truppen.

Steen Egesøs største bedrift i sin første periode som førsteholdstræner i Hornbæk kom i 2013, da man på sidste spilledag sikrede sig sæson nummer to i sjællandserien med en 3-2 sejr i Tåstrup.

- Vores målsætning er at få endnu flere til træning, for så kommer resultaterne også. Vi har meget kvalitet i truppen, og en af den nye træners opgaver er også at føre vores mange dygtige U-17 og U-19 spillere op som seniorspillere. Vi har for første gang i en del år både kvalitet og volume i de ældste ungdomsårgange, og disse spillere skal vi også sørge for på den bedst tænkelige måde, siger Michael Jørgensen.

- Steen Egesøs rolle bliver lidt ”manageragtig” supplerer Carsten Nielsen.

- Udover rollen som cheftræner skal han nurse både spillere og ledere omkring holdene og svæve over vandene. Vi har også taget initiativ til at støtte i endnu større udstrækning, når vores mange ”københavnere” på holdene skal til træning. Det er spillere, der altid har været i klubben, men nu er bosat i københavnsområdet på grund af job og studier, lyder det fra Carsten Nielsen. Endvidere skal der endnu flere sociale arrangementer på banen, f.eks. med Champions League og spisning på træningsaftener.

Glæder sig til sit comeback

- Jeg glæder mig vildt meget til at vende tilbage, ikke kun til fodbolden men også det at være sammen omkring fodbolden, lyder det fra den kommende Hornbæk-træner.

Jeg vil forsøge at udnytte assistenttræner Martin Juniors kompetencer endnu bedre i træningen, så han kan videregive noget af sin store erfaring, ligesom vores andetholdstræner Frederik Machholdt vil få en rolle i den fysiske træning, hvor han har stor ekspertise, lyder det fra Steen Egesø.

Både Junior og Machholdt har netop forlænget deres aftaler med Hornbæk.

- Jeg glæder mig også til arbejdet med de mange U-17 og U-19 spillere, som vi skal ”leve af” i fremtiden. De skal integreres i seniorfodbolden på den rigtige måde.

Hornbæks serie 2 mandskab er placeret på fjerdepladsen, inden anden halvdel af sæsonen går i gang i starten af april.

Luk