Menu

Super start for førsteholdet

image Martin Junior og Mikkel Silldorff fik deres debut mod Snekkersten mens Daniel Ruberg tidligere har stået tre kampe for Hornbæk
11. april 2016 kl. 21:16
Masser af mål men ikke meget spænding da Hornbæk besejrede Snekkersten med hele 6-0

Hornbæk var overraskende dominerende, da det lokale fodboldforår blev skudt i gang torsdag aften.

På kunstgræsset på Pedella Park i Hornbæk vandt hjemmeholdet en stor sejr på hele 6-0, og det var ganske fortjent.

Havde det ikke været for en meget velspillende Snekkersten-keeper kunne sejren være blevet endnu større.

Debutanten Martin Junior Christensen åbnede scoringen efter en halv time, efter flot forarbejde af Kasper Vetter, der viste flotte takter kampen igennem.

Hul på bylden efter pausen

Hjemmeholdet havde brændt flittigt i de første 45 minutter, men der kom for alvor gang i scoringen efter pausen.

Shawn Engvej stod for en glimrende aflevering, da Martin Junior øgede til 2-0, og blot to minutter senere var det en anden debutant, Mikkel Silldorf, der gjorde det til 3-0, og denne gang var Christian Nielsen i oplæggerens rolle.

Hornbæks træner Richard Lilja havde på forhånd lagt op til mange udskiftninger undervejs, i erkendelse af at ingen af Hornbæks spillere er klar til 90 minutter endnu.

Det gik tilsyneladende ikke ud over rytmen hos hjemmeholdet, for presset mod gæsternes mål fortsatte, og det det blev 4-0 med et kvarter igen.

Denne gang var det Kasper Vetter, der scorede efter et indlæg fra Martin Junior og hovedstødsassist fra Mikkel Silldorff.

Minuttet efter blev det 5-0 på et tørt hug fra Christian Nielsen, og kort før tid sluttede en af banens bedste, Kasper Vetter, af med en flot soloaktion og scoring til 6-0.

Hornbæk viste flotte takter på det gode underlag, og ikke mindst de to debutanter, Martin Junior og Mikkel Silldorff samt Daniel Ruberg, gjorde det fint. Ruberg har tidligere stået tre kampe for Hornbæk i sin tid som FCH spiller så her var der nærmest tale om et comeback. Kampens bedste var dog Kasper Vetter, der gjorde det svært for sine gamle holdkammerater.

Hornbæk-Snekkersten  6-0 (1-0)

1-0 Martin Junior (31)

2-0 Martin Junior (52)

3-0 Mikkel Silldorff (55)

4-0 Kasper Vetter (75)

5-0 Christian Nielsen (76)

6-0 Kasper Vetter (88)

To gule kort til Snekkersten

Luk